Denne oplevelsesrige rejse er ved at være til ende, og jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at afslutte den på end at bos hos en georgisk familie. Jeg havde fået et telefonnummer på en georgier, som bor her i Tbilisi, og da jeg ringede til ham, var det første han sagde: "Hvorfor bor du på hostel, når du kan bo hos mig? Du er velkommen til at bo hos mig lige så længe du vil"! Så nu bor jeg privat hos Mamuka og hans familie. Mamuka er fuldstændig vild med Danmark og alt, hvad der er dansk, og så er han personlig ven med Preben Elkjær! Mamuka vender jeg tilbage til.

Det er efterhånden længe siden, jeg har blaffet, og jeg har savnet at komme ud på landevejen og få lidt asfalt under fødderne og vind i håret samt føle den absolutte frihed, hvor jeg ikke aner, hvad dagen bringer. Goris i det østligste Armenien var en god mulighed at blaffe fra, da det er en mindre by, og solen skinnede, så jeg gik op til landevejen, hvor jeg efter kun to minutter kom jeg op og køre med en mand, som skulle helt til Yerevan. Jeg besluttede nu for, at jeg kun ville køre med ham til der, hvor vejen drejer fra mod Lake Sevan, som er en stor sø beliggende i 1900 meters højde. Men ham jeg kørte med sagde: "Hvorfor tager du ikke med hjem til mig i Yerevan og spiser med, så kan du tage til Lake Sevan bagefter". Det lød da som en rigtig god ide, så det sagde jeg straks ja tak til. Undervejs nød jeg komforten, for jeg skal da hilse at sige, at det er ikke så lidt mere behageligt at sidde på forsædet i en stor personbil end at sidde mast sammen i en stuvende fuld og overophedet minibus, hvor halvdelen af passagererne har trukket gardinerne for, så man ikke kan se en skid ud af vinduerne! Vejen fra Goris til Yerevan går i øvrigt meget tæt på både den tyrkiske og den iranske grænse.

Da vi ankom til Yerevan stoppede vi et sted, hvor ham, jeg kørte med, stod ud af bilen og kom tilbage med en ung pige, som præsenterede sig og sagde, at hun skulle oversætte for ham. Jeg havde godt lagt mærke til, at han modtog et par opringninger undervejs, og at han virkede bekymret. Pigen fortalte, at det handlede om, at hans svigermor var blevet indlagt på sygehuset, og at det alligevel ikke var så godt, at jeg kom med ham hjem at spise. I stedet tilbød han at køre mig hele vejen til Lake Sevan, som ligger 50-60 km fra Yerevan. Jeg sagde tak til tilbudet på betingelse af, at jeg betalte benzinen frem og tilbage. Det gik han med til. På vej til Lake Sevan skiftede vejret imidlertid fra sol til regn og blæst, og det var kulsort på himlen i den retning søen lå, så jeg spurgte, om det var okay, at jeg ændrede mening....og så vendte vi om og kørte tilbage til Yerevan. Jeg blev - naturligvis - kørt til døren, for sådan er de jo hernede. Jeg sagde pænt farvel og takkede mange gange, og et halvt minut efter, at han var kørt, kom jeg i tanker om, at jeg havde lovet at betale udgifterne til benzinen, men glemt det igen...aaargh, det havde jeg det godt nok skidt med!

I Yerevan boede jeg paa Envoy Hostel, hvor jeg havde mit eget værelse for en pris af ca. 300 kr. Rejsens suverænt dyreste overnatning. Jeg kunne have valgt at bo på sovesal for ca. en tredjedel, men jeg ankom til Yerevan med en rigtig ondartet forkølelse, så det passede mig bedre at få mit eget værelse. Beliggenheden kunne i øvrigt ikke være bedre. Envoy Hostel ligger i den gamle bydel kun et stenkast fra Opera Square, som er en af de to store pladser i Yerevans absolutte centrum. Det var en temmelig broget flok af backpackere, østeuropæerere, og så nogle ældre mennesker, der boede på Envoy. Jeg talte forleden med en ældre amerikansk kvinde, som engang har boet i Danmark - i Aars. Hun syntes, at danskerne er "the most wonderful people in the world", og den slags bliver man jo altid glad for at høre som dansker.

Det var jo egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle blive fire dage i Yerevan, men efter at Lake Sevan gik i vasken pga. vejret blev det ikke rigtigt til mere. Yerevan er en by med masser af liv, og det var fedt bare at sidde på en fortovscafe og kigge på mennesker. Det bliver jeg aldrig træt af. Eller slentre rundt og indsnuse storbyens atmosfære. Gå ud i kvarterer, hvor der ikke kommer andre turister eller sætte mig i en park eller et andet tilfældigt sted og nyde solen. Som fx da jeg forleden gik op på det kæmpestore monument, Cascade, som i sin tid blev opført som en "gave" fra statsmagten i Moskva for at markere Armeniens 50 års jubilæum i Sovjetunionen. Cascade er mere specielt end flot - et pompøst bygningsværk i typisk sovjet-stil, men der var en storslået udsigt ned over byen og til Tyrkiets højeste bjerg, det snedækkede og 5.137 meter høje Mount Ararat, som var fuldstændig fri for skyer. Et meget smukt syn, som også havde tiltrukket en masse lokale - heriblandt forelskede par, som sad og holdt i hånd og så lykkelige ud. Ifølge en af de ansatte på Envoy Hostel er det bestemt ikke hver dag, at man kan se Ararat-bjerget helt fri for skyer, så der var jeg åbenbart heldig.

I Yerevan var jeg også henne om hjørnet på Malkhas Jazz Club for at høre musik en aften. Der var propfyldt med rige russere samt nogle af de mere velstående armenere. Jeg hørte bl.a. et band, hvor Armeniens absolut bedste jazzmusiker spillede klaver, og han var godt nok dygtig. En ældre herre taettere paa de 70 end de 60, men spille...det ku' han sgu! Da jeg bagefter sad i baren og drak en øl kom "El Maestro", som de kalder ham, gående forbi. Jeg gav ham et anerkendende "thumps up" og fik som svar et "thanks" og et stort varmt smil.

Jeg havde endnu ikke mødt en eneste anden dansker på denne rejse efter tre en halv uge. Men hjemmefra havde jeg en halv aftale med nogle medlemmer af De Berejstes Klub, som også skulle rejse rundt i Kaukasus-landene, og som havde kontaktet mig efter, at jeg havde et opslag paa DBK's facebookvæg. Vi mødtes den sidste aften, jeg var i Yerevan, og det blev til en hyggelig aften med et hav af spændende rejseanekdoter. Især den ene kunne fortælle om nogle helt fantastiske oplevelser, og jeg må erkende at jeg i det selskab er den rene nybegynder, hvad rejser angår! Men en helt igennem dejlig og inspirerende aften i selskab med ligesindede.

Så var det egentlig meningen, at jeg ville bruge en dag i det nordligste Armenien i Debed Canyon, men det lykkedes mig at sove for længe, så det droppede jeg og tog i stedet direkte "hjem" til Tbilisi i Georgien, hvor jeg er nu. Og her skal jeg da love for, at jeg fik en modtagelse, der ville noget. Hele centrum var spærret af, og der var titusinder af mennesker i gaderne. Det var næsten lige før, jeg fik tårer i øjnene....lige indtil jeg opdagede, at det slet ikke var mig, men den franske præsident, Nicolas Sarkozy, al opmærksomheden var rettet imod!!! Efter at jeg havde checket ind på Rover Hostel for 3. gang på denne rejse valgte jeg at flygte fra hysteriet og tage på restaurant i stedet for at stå sammen med folkemængden for at få et glimt af Sarkozy...men da jeg kom ud fra restauranten, var politiet helt oppe at køre, og både jeg og andre fodgængere blev beordret til bare at stå stille. Vi måtte ikke gå videre...og kun to minutter senere kom 8-10 blinkende politibiler med en diplomatbil i midten. Jeg tror godt, jeg ved, hvem der sad bag de tonede ruder!

Det var "de berejste", som jeg var sammen med en aften i Yerevan, der gav mig telefonnummeret på Mamuka, som i går sammen med sin kone hentede mig på mit hostel. Jeg har oplevet rigtig meget gæstfrihed på mine mange rejser, men jeg bliver behandlet med så overstrømmende varme og hjertelighed i dette tilfælde, at det er umuligt at beskrive. Det er helt vildt! Mamuka arbejder som medieansvarlig i UEFA og dækker ofte Champions League kampe i Østeuropa, ligesom han også er involveret i noget arbejde i Georgiens største klub, Dinamo Tbilisi. Som nævnt er han vild med alt, hvad der er dansk....ikke mindst det danske landshold og især 80'er landsholdet, som han i sin tid kastede sin kærlighed på. Mamuka kaldes ikke andet end "Preben" her i Georgien pga. sit venskab med den tidligere danske stjernespiller, Preben Elkjær. Mindst en gang om året er Mamuka i Danmark, hvor han har mange venner. Heriblandt også Danmarks bedste fodboldkommentatorer, Carsten Werge og Per Frimann, som også har besøgt Mamuka her i Georgien. Hjemme i lejligheden har Mamuka et "dansk rum" fyldt med fodboldplakater, vimpler, fodboldtrøjer, fodboldbøger, fodbolde med autografer, billeder med danske fodboldstjerner, bøger og malerier om H. C. Andersen, en plakat af Dronning Margrethe, danske souvenirs, danske øl og sådan kunne jeg blive ved i en uendelighed. Han har også kopier af artikler fra diverse danske aviser og blade, som har skrevet om denne helt specielle georgier og hans kærlighed til alt, hvad der er dansk. Jeg erindrer selv på et tidspunkt at have læst en artikel i Tipsbladet om ham.

Ofte har Mamuka danskere til at bo hos sig, som så nyder godt af den unikke georgiske hjertevarme og gæstfrihed. I aftes fortalte Mamuka mig så, at Carsten Werge havde spurgt om, hvad de kunne gøre for ham. Hvad han drømte om? Mamuka havde i første omgang svaret "ingenting", men hårdt presset havde han så sagt, at han gerne ville tage sine forældre med til Danmark og vise dem, det land, han holder så meget af. Det fik Carsten Werge og Per Frimann til at tage initiativ til at invitere både Mamuka og hans forældre på ferie i Danmark, hvor de blev installeret i Frimanns sommerhus, var hjemme og grille hos Werge, fik stillet en bil med fyldt benzintank til rådighed og meget andet. Mamuka er et fantastisk menneske, som giver SÅ meget til andre, så det glæder mig i den grad, at han har fået en masse igen. Sammen med sin far og sine brødre er han i morges kørt 400 km vestpå, da de skal til begravelse, men jeg har nøgle, så jeg selv kan låse mig ind, og hans mor sørger med den største glæde for morgen- og aftensmad til mig. Det er den slags, man end ikke skal overveje at afvise, selv om det kan være svært som dansker at tage imod så meget. Så jeg ser ikke Mamuka mere, før han forhåbentlig besøger mig i Odense en dag. Han ved, at han er mere end velkommen.

I nat skal jeg op kl. 3 lokal tid og i morgen tidlig flyver jeg til Riga i Letland, hvor jeg skifter fly, og så nupper det sidste stykke luftrum, inden jeg igen kan sætte fødderne på dansk jord.

"Hvorfor er du egentlig taget hertil? Er du journalist? Eller soldat"?, sagde den ikke specielt sympatiske armenske kvinde, som boede på samme private indkvartering som jeg i Stepanakert, Nagorno Karabakhs hovedstad. Jeg forsikrede hende om, at jeg ikke var nogen af delene...eller spion for den sags skyld! Kort forinden havde hun sagt "Nagorno Karabakh er jo en del af Armenien", mens hun kiggede meget bestemt på mig.

Jeg spoler lige tiden tilbage, for da jeg i Tbilisi havde fået købt en ny flybillet hjem i stedet for den aflyste afgang, var jeg klar til at tage videre til Armenien. Når jeg rejser på denne måde, er jeg ofte på farten konstant, så det var dejligt at have en lille uges "ferie", hvor jeg gav mig selv lov til at slappe af, snakke med en masse spændende mennesker, spise noget god mad og bare gøre, hvad der lige faldt mig ind uden nødvendigvis at jagte turistattraktioner hele tiden. Men hvis ikke jeg skulle gro helt fast i Tbilisi, så var det altså også tid til at komme videre! Sidste aften i Tbilisi hørte jeg live musik på min uzbekiske favorit restaurant sammen med en af de andre fra mit hostel, og vi sluttede af med at drikke lidt rødvin og råhygge "derhjemme" sammen med en flok af de andre.

Næste dag var det så afgang med kurs mod Armenien. Ved grænsen var det uproblematisk at få visum til Armenien, og så fortsatte turen sydover langs en flod gennem det bjergrige land og forbi triste, grå byer, forladte industribygninger og boligblokke, der slet ikke passede ind i omgivelserne, inden jeg ankom til Armeniens hovedstad, Yerevan.

Yerevan blev egentlig bare et stop på vejen, for tidligt næste morgen tog jeg bussen til Nagorno Karabakh, som i 1990-1994 var offer for en blodig krig mellem Armenien og Aserbajdsjan. Området tilhørte Aserbajdsjan, men var hovedsageligt beboet af armeniere, som ønskede selvstændighed eller at blive en del af Armenien. I dag er landet kontrolleret af Armenien, som hjalp Nagorno Karabakh i deres kamp for selvstændighed, men Nagorno Karabakh har selvstyre lidt a la Kosovo, men er ikke officielt anerkendt som land internationalt. Ifølge min guidebog ligger der stadig landminer mange steder i Nagorno Karabakh, men det afviser de lokale.

Det blev en anstrengende bustur på 7-8 timer, hvor jeg sad klemt inde midt i bussen uden de store muligheder for bevægelsesfrihed. Bjergene i Armenien er ikke helt så høje som i det nordlige Georgien, men til gengæld er der ikke mange flade strækninger. Det meste af turen snoede vejen sig gennem de tørre bjerge med kun en smule afsveden vegetation. Ved grænsen til Nagorno Karabakh behandlede de to grænsebetjente mig som om, vi havde været venner i 20 år - de var godt nok flinke! Efterhånden blev golde bjerge afløst af skovklædte ditto i begyndende efterårskostume - meget flot. Når efterårsfarverne om 2-3 uger er mere fremtrædende må her være fantastisk smukt.

Netop ankommet til Nagorno Karabakhs hovedstad, Stepanakert, sagde pigen bag skranken på "Ministeriet for udenlandske anliggender", hvor de udsteder visa, at de skulle vide nøjagtigt hvilke steder, jeg ville besøge, og ad hvilken rute jeg ville køre. "Det kan jeg altså ikke sige - jeg er lige ankommet og skal først til at sætte mig ind i, hvad der er at se", sagde jeg. Men hun foreslog så, at vi sammen gik i gang med at gennemgå alle Nagorno Karabakhs byer og seværdigheder, så jeg kunne få skrevet det hele på. Det er nemlig langt fra alle steder, det er tilladt at besøge. Fx er den tidligere største by i landet, Agdam, i dag totalt forbudt at besøge. Byen, som før krigen havde 100.000 indbyggere, blev totalt smadret under krigen og i dag er der kun ruinerne tilbage. Det er en totalt ødelagt og forladt spøgelsesby, hvor der kun er nogle få patruljerende soldater. Selv om det er forbudt område for turister, så er der alligevel nogen, der tager dertil og slipper godt fra det. Men man risikerer at blive arresteret eller at skulle betale politiet/soldaterne en betydelig bestikkelse, for at slippe fri. Jeg må erkende, at jeg vildt gerne ville til Agdam, men samtidig lå det i baghovedet, at det næppe var uden risiko. Så jeg gik i tænkeboks!

Stepanakert er med sine 55.000 indbyggere ikke ligefrem nogen metropol, men med parlament og præsident-bolig osv. er der alligevel lidt format over byen, som ellers er meget ordinær. Turister var der ganske enkelt ikke - bortset fra mig altså. De fleste af Stepanakerts indbyggere virkede nysgerrige, andre sky og tilbageholdne, børn og unge råbte "hello", mens et par unge fyre lige skulle spille op og provokere. Det var helt vildt, så stor opmærksomhed, jeg fik, når man tænker på, det er i Europa, så det skulle jeg lige vænne mig til. Jeg blev simpelthen konstant observeret, overbegloet og målt fra top til tå.

Hvor VILLE jeg dog gerne tale med nogen af de her mennesker, men de kan ikke engelsk og jeg kan desværre hverken armensk, georgisk eller russisk. Jeg burde gå hjem og tilmelde mig russisk på aftenskole, så jeg er bedre klædt på næste gang, jeg besøger en tidligere Sovjet-republik, men det går ikke. Da jeg for mange år siden lærte at tale spansk, kunne jeg pludselig ikke tale tysk mere, så min hjerne har tilsyneladende ikke kapacitet til flere sprog end dem, jeg allerede mestrer!!! En af dem, jeg gerne ville have talt mere med, var den sande gentleman, som lige havde slukket og lukket for "De faldne soldaters museum". Han var på vej hjem, men da jeg spurgte, hvad tid de åbnede i morgen låste han op igen, så jeg kunne se museet. Trods manglende fælles sprog fik jeg fat i, at han selv var fra Nagorno Karabakh og altså ikke armener - ham ville jeg meget, meget gerne have haft en længere snak med, da hans alder (omkring 60 aar) formentlig ville være ensbetydende med, at han ville have rigtig meget spændende at fortælle.

Også i Stepanakert boede jeg privat...denne gang for blot 60 kr. Rejsens hidtil billigste overnatning. Det var ikke ligefrem luksus, men jeg havde en seng, og så kunne jeg få et varmt bad. Desuden har jeg det rigtig godt med at støtte en helt almindelig beboer i dette så historisk hårdt ramte område frem for at bo på hotel, hvor det måske er en armener bosat i Yerevan, der scorer gevinsten. Jeg boede hos Ashod, som jeg overhovedet ikke kunne kommunikere med. Han sagde mest "no, no, no" og "okay, okay, okay" eller "no problems", så de tre fraser adopterede jeg, og så fandt vi alligevel ud af det....som regel i hvert fald. Hvis man filmede og tekstede Ashods og mine "samtaler", så ville de have potentiale til at blive sendt som satireprogram på DR2 fredag aften med gode seertal!!! Trods sprogbarrierer var vi endda i stand til at skændes om, hvad det skulle koste at køre mig rundt i hans bil til nogle af de steder, jeg ville se i Nagorno Karabakh. Men da jeg fandt ud af, at jeg skulle give 4 gange så meget som en armener, så protesterede jeg, men efter hårde forhandlinger, blev vi enige og gav hinanden hånden! Sådan foregår det her, og der var absolut ingen "bad feelings" imellem os.

Men mit komplicerede forhold til Ashod endte alligevel med, at jeg fik nok, da han for 117, gang rendte fra en aftale, så jeg fandt en anden chauffør, som ville køre mig rundt i Nagorno Karabakh. Vi tog op til klostret, Gandzasar, med tilhørende kirke, som lå flot placeret på en bjergtop, som de næsten altid gør her i Kaukasus-området. Regnen fra dagen før var faldet som sne på toppen af de højeste bjerge, og sammen med solskin fra en skyfri himmel, gjorde det ikke just oplevelsen ringere.

Den sønderskudte by. Agdam, rumsterede imidlertid stadig i hovedet på mig. Det havde efterhånden udviklet sig til en besættelse. Jeg MÅTTE bare dertil, så jeg spurgte min chauffør, Arsel, om ikke vi kunne køre til Agdam, og hvad han skulle have for det. Vi aftalte hurtigt en pris og fortsatte....men efter 5 minutter ringede hans mobiltelefon, og jeg kunne høre, at navnet "Agdam" blev nævnt, og så sagde Arsel "Agdam problem", og så var det eventyr desværre slut, inden det overhovedet var begyndt. Eller dvs. at det var måske meget godt, for tilbage i Stepanakert skulle jeg lige hente mine ting, og så skulle Arsel køre mig til Armenien, men først skulle vi lige på et turistbureau. Her ventede to unge piger, der talte engelsk og en mand fra "Ministeriet for udenlandske anliggender", som begyndte at udspørge mig om alt muligt....også om Agdam. Også han spurgte, om jeg var journalist, hvad min profession i Danmark var, og om jeg kun var turist eller havde andre ærinder. Det skal siges, at jeg blev budt på både te og chokolade og følte mig behandlet godt, og det var på ingen måde ubehageligt. Jeg tror heller ikke, at Arsel havde "sladret". Han var formentlig bare bange for, hvad der kunne ske med ham, hvis vi blev snuppet af politiet. Desuden var det mig selv, der var ved at rode mig ud i noget lort!

Også ved grænsen til Armenien spurgte de ind til en masse. Om jeg kendte nogen i Nagorno Karabakh? Om hvilke steder jeg havde besøgt? Om hvad mit hotel i Stepanakert hed? Det sidste var jeg ikke i stand til at svare på, uanset hvor mange gange de spurgte, for jeg boede jo privat, og stedet havde ikke noget navn. Min chauffør kom mig dog til undsætning, da han kunne bekræfte over for politiet, at det altså ikke var noget hotel. Og så var jeg ude af Nagorno Karabakh, og det gjorde ikke noget!

Nu er jeg så i det østligste Armenien...i Goris, som er en lille støvet by med 25.000 indbyggere, men meget landsby-agtig. Lige da jeg var ankommet tænkte jeg, "hvad fanden laver jeg her", men ved nærmere eftersyn er her alligevel lidt at kigge på. Bl.a. nogle traditionelle meget gamle stenhuse med flotte balkoner af træ. Også her er jeg genstand for utrolig meget opmærksomhed. Her i går eftermiddags gik jeg en tur til den gamle bydel, som er helt fra det 5. århundrede, og som ligger op af nogle stejle klipper. Et meget fattigt og tilbagestående kvarter, men folk vinkede og børn og unge råbte "hello" og ville snakke, selv om vi ikke taler samme sprog. Jeg gik videre op til de fantastisk flotte klippeformationer, som nærmest er en miniatureudgave af dem, man kan se i Göreme i Tyrkiet. Der er små menneskeskabte huler ind i klipperne, som formentlig har været beboet for mange år siden. Jeg fortsatte helt op på bjergkammen, så jeg kunne se solen gå ned bag bjergene i horisonten....det var lige, hvad jeg trængte til oven på alle de spørgsmål i Nagorno Karabakh.

Efter sidste dagbogsnotat fik min "ferie" ved Sortehavet en noget uventet drejning, da der kom et uvejr, der ville noget, ind over feriebyen, Batumi. I starten trak bare sorte skyer ind og der kom lidt smådryp, men først på aftenen begyndte en stille, men vedvarende silende regn, som så langsomt tog til og ud på aftenen blev til et decideret uvejr med skybrud i timevis samt lyn og torden i perioder. Det varede hele natten, morgenen og formiddagen med uden udsigt til at stoppe, så jeg flygtede fra syndfloden næste dags formiddag og tog til Tbilisi. Jeg havde egentlig besluttet at blaffe videre fra Batumi, men den plan kunne jeg godt skrinlægge.

Heldigvis nåede jeg at bade i Sortehavet inden helvede brød løs, og selv om det var overskyet var det stadig så varmt, at jeg kunne ligge på stranden og nyde varmen mellem dukkerterne. Virkelig dejligt. Ellers bedrev jeg ikke det store andet end at slappe af, hygge, drysse lidt rundt og undre mig over tjenere, der enten var ligeglade eller i nogle få tilfælde decideret uforskammede. Det var som om, at stedet bar præg af at være et meget turistet sted (dog klart mest georgiere eller russere/østeuropæere), og det medfører som regel den slags dårligdomme.

Heldigvis var det ikke alle tjenere, der var sådan. Jeg havde spist på en af byens bedre restauranter, og tjeneren, Stepan, genkendte mig så, da jeg dagen efter gik forbi. "Kommer du ikke ind", sagde han og tilføjede "vi har flere af de mørke øl". Jeg var ikke sulten, men en mørk tjekkisk øl kunne jeg ikke modstå. Det viste sig, at Stepan havde fri og var på restauranten som gæst sammen med nogle venner. Jeg blev straks inviteret hen til deres bord. Vennerne var hhv. fra Georgien, Armenien og Aserbajdsjan og Stepan selv er halvt georgier og halvt russer. Jeg blev budt på mad, vodka, øl og vin i rigelige mængder. Denne gang havde jeg dog en smule fornuft med mig, så jeg undgik en gentagelse af de forfærdelige tømmermænd fra Kaukasus-bjergene og sagde nej til vodka. For mig var det lidt usædvanligt at 4 mennesker fra 3 forskellige lande kunne være SÅ gode venner, som de vitterligt var. Men som den ene sagde "de problemer der er mellem landene er politikernes problem, ikke vores. Vi er de bedste venner", og det var ikke tomme ord, for de svinede konstant hinanden til på den mest kærlige måde og helt i min ånd i øvrigt, så det var en helt igennem sjov og hyggelig aften...og billig, for der var ikke noget at gøre. Jeg kunne ikke få lov at betale en krone. Stepan betalte alt for mig, for som han sagde: "du er gæst i mit land, så jeg betaler". Derudover sagde han "hvis du nogensinde kommer tilbage, så kan du bo hos mig og min kone", og jeg er slet ikke i tvivl om, at han mente det. Ja, lidt svært for en dansker at tage imod så meget gæstfrihed.

I Batumi var der også ekstra tid til at gå på nettet og få skrevet mails mv. til mange af dem, jeg holder af derhjemme. Det er fantastisk dejligt at modtage mails hilsner i gæstebogen og beskeder på facebook hjemmefra, når jeg er af sted i længere tid. Det kan jeg aldrig få nok af, og derfor også dejligt få skrevet tilbage.

Som nævnt tog jeg bussen fra Batumi, da der absolut ikke var det mindste tegn på, at uvejret skulle gå over. Selv om jeg har regntøj med, var jeg nødt til at tage taxa det korte stykke hen til busterminalen - så meget regnede det. Selve busturen blev en noget blandet fornøjelse. Da jeg som den sidste steg ombord på bussen, lød det som om, de fleste passagerer havde gang i et kæmpe skænderi. Det blev til en ikke mindre end 7 timer lang bustur til Tbilisi, og det meste af tiden blev der spillet høj technomusik i den totalt overfyldte bus. Regnen væltede fortsat ned, og vi passerede byer, hvor gader simpelthen var omdannet til floder. Jeg har sjældent oplevet så ekstreme mængder nedbør over så lang tid, og det var også en af årsagerne til, at vi blev et par timer forsinkede. Reelt burde vi dog have været endnu mere forsinkede, men "sparede" tid, da buschaufføren kørte så hasarderet, at jeg på et tidspunkt tænkte "det her kan gå grueligt galt". Det gjorde det så heldigvis ikke, men der var da flere gange, hvor hjertet sad helt oppe i halsen både hos undertegnede og mine medpassagerer.

Jeg får tit at vide, at jeg er modig, når jeg blaffer så fremmedartede steder, men det synes jeg jo ikke selv er modigt. Det er langt mere modigt at begive sig ud i trafikken i den slags lande. Det er virkelig noget, der kan få angsten op i mig.

Tilbage i et solbeskinnet Tbilisi havde jeg nogle meget forskelligartede oplevelser. Dels fik jeg fra en kollega besked om, at jeg havde fået mail fra supersaver.dk om, at mit fly tilbage til Danmark d. 10. oktober var aflyst. Ikke udsat, men aflyst, og at jeg ville få pengene refunderet. Så jeg har måttet finde en anden løsning, og det er så endt op med, at jeg d. 10. oktober flyver hjem Tbilisi her i Georgien i stedet for fra Yerevan i Armenien som oprindeligt planlagt. Men det er helt okay....der er kun 5 timers buskørsel mellem Yerevan og Tbilisi, og der var ikke flere billetter hjem fra Yerevan den dag, med mindre jeg ville flyve på bussines class!

Dernæst blev jeg stoppet på gaden af en usselt klædt kvinde, som på tysk spurgte, hvor jeg kom fra osv., og efter en kort indledning sagde hun, mens hun nervøst stod og trippede, at hun gerne ville forlade Georgien, fordi livet er svært her, og om ikke jeg havde lyst til at lære hende at kende!!! Et noget specielt tilbud at få midt på gaden, men jeg takkede høfligt nej og sagde, at jeg ikke kunne hjælpe hende med hendes problem. Men en meget trist oplevelse at se et menneske i forfald, og som i den grad er så desperat, at hun stopper en vildt fremmed på gaden og byder sig til på den måde.

Den tredje oplevelse sad til gengæld lige i skabet! Der er en del gang-tunneller, så man kan passere de store boulevarder uden at blive kørt over, og der er både tiggere og salgsboder dernede, men også nogle gange habile gademusikanter, som tjener lidt penge ved at stå og spille. Men her forleden kom jeg forbi et band, der spillede det fedeste rockmusik. Trommeslageren lignede en hjemløs, og så var der et par guitarister og indimellem en kvindelig sanger. Men den helt store oplevelse var den ene af guitaristerne, som virkelig var hamrende dygtig og spillede syret guitar a la Carlos Santana. Jeg stoppede op og stod der helt alene og lyttede, mens folk hastede forbi. I starten var jeg den eneste der klappede. Pinligt ville nogen nok mene, men jeg var ligeglad. Langsomt stoppede flere op og til sidst stod der 30-40 mennesker, og musikerne fik stort bifald, hver gang de afsluttede en sang, og de nød tydeligvis opmærksomheden og de mange penge, der blev lagt til dem på jorden. Det var i dobbelt forstand undergrundsmusik, når det er bedst! På et tidspunkt kom en mand (en ven af bandet) over og bød mig på et glas af et eller andet stærk alkohol - tror det var fordi, jeg var så positiv over for deres musik (og flere gange lagde penge) og blev hængende i mere end en time, og det ville de lige anerkende.

I går tog jeg så på dagstur til Davit Gareja sammen med en af dem, jeg bor på hostel med, Katherine, som er amerikaner (2. generationsindvandrer af kinesisk oprindelse). Davit Gareja er et område nede ved grænsen til Aserbajdsjan, hvor der ligger 15 gamle klostre. Det er dog kun det ene af klostrene, der i dag er beboet af munke, og det stammer helt tilbage fra det 6. århundrede. Det er flere gange blevet ødelagt og genopbygget, og for det ikke skal være løgn, så blev det i Sovjet-perioden brugt som øvelsesområde for de russiske soldater!!! Der blev først sat en stopper for denne vandalisme i slutningen af 80'erne, hvor der var store demonstrationer i Tbilisi. Klostret et delvist bygget ind i klipperne, og munkene bor den dag i dag i små simple boliger, der ligeledes er bygget ind i klipperne. Når Katherine og jeg nu alligevel var i området, kunne vi ligeså godt vandre en tur i bjergene, så vi tog lige en tur på 3 timer. Der var advarsler mod giftslanger, så vi måtte kigge godt efter, hvor vi satte fødderne. Vi så dog desværre ingen slanger, og det minder mig om, at det har været meget sparsomt med dyreliv, jeg har set, og det er så nok også en af de få mangler på denne ellers så vidunderlige rejse. Naturen i Davit Gareja-omraadet var meget anderledes end det, jeg har set i det øvrige Georgien...meget mere tørt og goldt, men stadig flot på sin egen måde. Oppe fra bjergkammen kunne jeg så stå og se ned på det Aserbajdsjan, som jeg alligevel ikke skal besøge i denne omgang...

Ellers hygger jeg mig bare og får spist noget god mad på de mange restauranter her i hovedstaden, trisser lidt rundt i de dele af Tbilisi, jeg ikke tidligere har været, og får snakket med en masse mennesker, som fx kvinden fra turistinformationen i Mtskheta, som sagde ja til at mødes til middag, snak og hygge. Udover at arbejde på turistinfo er hun engelsklærer, så dejligt at være i selskab med georgier, som jeg rent faktisk kunne kommunikere ordentligt med, så jeg fik spurgt ind til en masse af de ting, jeg gerne vil vide noget om. Men jeg får også snakket med mange af de andre backpackere. Rygsækturister er et helt specielt folkefærd, som jeg befinder mig rigtig godt i selskab med - også selv om jeg som regel er betydeligt ældre end de fleste. I samme rum som mig på Rover Hostel bor det australsk-engelske par Damian og Hannah, som har cyklet helt fra England og hertil og måske fortsætter gennem Iran, Pakistan og helt til Indien (dog fordelt på tre forskellige rejser), og de er både søde og meget spændende at snakke med, og i aften skal vi - ligesom i går - ud at høre noget live musik på en af de mange barer/restauranter her i Tbilisi.

I morgen tidlig tager jeg til Armenien!

Jeg sluttede sidste dagbogsnotat i Gori, som er kendt for, at have opfostret en af verdenshistoriens allerværste tyraner, nemlig Josef Stalin. Næsten alle andre steder i det tidligere Sovjetunionen er statuer af Stalin forlængst revet ned, men i Gori har de bevaret dem. Inden sin død i 1953 nåede Stalin at opføre en bygning, som egentlig skulle have været et revolutionsmuseum, men som i stedet blev et Stalin-museum. Det var en noget ambivalent oplevelse at blive vist rundt på dette museum - i øvrigt i selskab med en flok irriterende og larmende pensionister - da det mere er en hyldest til Stalin, som "byens stolte søn" end en realistisk gennemgang af, hvad han har begået af modbydelige handlinger. Spændende og afskyvækkende på samme tid. På det omfattende museum kan man bl.a. se det lille hus, han voksede op i og den luksuriøse togvogn, han lod sig transportere rundt i, når han skulle til konferencer mv. At Stalin er et ømtåleligt emne fornemmes tydeligt. Jeg spurgte en unge pige om, hvordan hendes syn på Stalin er, hvortil hun svarede "det kan jeg ikke kommentere".

Fra Gori både blaffede jeg og tog bussen videre mod nordvest - undervejs på den sidste del af busturen steg en ordentlig vodka-brandert på, og han var den udadvendte type!!! Han ville give hånd hele tiden og på et tidspunkt omfavnede han mig også. Heldigvis var det ikke kun mig, han kastede sin kærlighed på.

Efter mange timer på landevejene ankom jeg til Zugdidi, som er det vestligste man kan komme før man kommer til provinsen Abkazien, som tilhører Georgien, men reelt er kontrolleret af russerne og i mange år har været præget af uro. Zugdidi var kun et "stop-over" på den lange vej til Svaneti. Jeg så ikke en eneste anden turist i Zugdidi, så jeg fik en smule mere opmærksomhed end normalt. I øvrigt blev jeg pludselig involveret i et par bordtenniskampe i en park, da jeg tilfældigt kom forbi. Hyggeligt, men boldøjet har været bedre.

Jeg har hørt en del negativt om Svaneti og var meget i tvivl, om jeg skulle tage dertil. Området er meget isoleret, og udover at det er besværligt at komme dertil, så skulle befolkningen være meget speciel og har ikke ret meget tilfældes med resten af georgierne. De har deres egen "stamme" og deres helt egen kultur, og ifølge mange georgiere er de "mærkelige" og "har deres egne regler". Det, der egentlig gjorde størst indtryk på mig, var en ung tysker, der taler georgisk og har boet her i mere end et år. Han fortalte, at det ikke er ufarligt at rejse til Svaneti. "hvis man kommer uanmeldt kan det give problemer", sagde han. Han advarede ikke ligefrem mod at tage derop, men bad mig tage mine forbehold. Lonely Planets guidebog skriver også om, at der tidligere har været lovløse tilstande med væbnede røverier mv., men at situationen er blevet meget, meget bedre. Jeg talte nu også med flere israelere, som sagde, at man altså bare kunne tage dertil uden problemer....og det gjorde jeg så, og heldigvis blev alle fordommende gjort til skamme. Det viste sig at være helt uproblematisk. Beboerne i området er venlige om end lidt mere sky end georgiere generelt, og derudover var deres priser på kørsel ublu. De har fundet ud af at udnytte, at der kun kører busser op til hovedbyen, Mestia, men ikke til resten af Svaneti-provinsen.

Mestia, som ligger i 1400 meters højde og har 8.000 indbyggere, har i øvrigt gang i det helt store bygge-boom. Det virker som om, de for alvor har fundet ud af, at der er muligheder i turismen. Bare de nu ikke ødellaegger autenciteten, selv om de nu nok skal bevare de karakteristiske svan-tårne, som rager op overalt og som er selve symbolet på svan-kulturen.

Men potentialet til mange flere turister er der bestemt også. Jeg blev beriget med enestående naturoplevelser de dage, jeg var der. Allerede samme dag jeg ankom til Mestia, vandrede jeg op til et kors, der står på en bjergtop, og hvorfra udsigten ganske enkelt er fænomenal. Man kigger 8-900 meter ned på landsbyen og der er også udsigt til snedækkede bjerge. Jeg vandrede så videre op til en sø, som ligger i ca. 2500 meters højde. Selve søen er nærmest en joke, men man kommer så højt op, at der ses snedækkede tinder stort set hele kompasset rundt, og det var alle anstrengelserne værd, for det var en meget hård vandring, hvor det gik stejlt opad i 4 timer i træk næsten uden pauser. For at fuldende billedet, så skinnede solen, og det var næsten vindstille. Vejret i Kaukasus-bjergene kan være temmelig lunefuldt, så jeg havde heldet med mig. På vej ned stoppede to israelere og spurgte om jeg ville have et lift ned til Mestia, og det kunne jeg ikke sige nej til, og i tilgift gav de så frokost. Jeg var helt smadret oven på den ekstremt hårde vandring, men også fyldt med glæde og varme indeni. Det er ekstraordinære oplevelser som denne, der gør rejserne til en uundværlig del af mit liv.

Dagen efter var jeg så sammen med 4 unge israelere oppe ved en gletcher...en noget nemmere vandring, men bestemt både flot og spændende. Vi lagde ud med at passere hen over en flod på en hængebro, hvorefter vi skulle vise pas og registeres af soldater, inden vi fik lov at gå videre op gennem skoven og langs en smeltevandsflod, inden vi nåede gletcheren. Det nederste stykke af gletcheren var helt jordfarvet af støv, jord og sten, og så var der en åbning/hule, hvor smeltevandet bare væltede ud som en rivende flod. Det var med ikke at komme for tæt på åbningen i gletcheren, da der hele tiden faldt sten ned længere oppe fra.

I Mestia boede jeg på Nino Ratianis Guesthouse sammen med et hav af israelere. Jeg vil tro, at 90 % af alle de turister jeg har mødt i bjergene er israelere. De studerende har ferie nu, hvilket forklarer den store repræsentation. Nino, som driver sit "guesthouse", er en kvinde i 50'erne, og det virker som om, hun har valgt at bruge sit liv på at forkæle backpackere. Med i prisen på 140 kr for en overnatning var et overdådigt morgenbord og et endnu mere overdådigt aftensmåltid serveret ved store borde, så man kunne sidde og snakke sammen på kryds og tværs. Desuden var der fri the, og brugen af computer med internetadgang kostede heller ikke ekstra. Når vi skulle ud at vandre sørgede Nino og hendes ansatte også for madpakker, hvis vi måtte ønske det, og endelig skal nævnes, at da vi i går morges skulle op og med bussen kl. 5, så stod det sædvanlige morgenbord naturligvis klar, ligesom Nino havde ringet og fået buschaufføren til at hente os på adressen, fordi vi nu var så mange, der skulle med - og det var vel at mærke en almindelig offentlig bus. I går gav Nino mig et par visitkort med og spurgte, om jeg ville anbefale stedet til andre rejsende - og ja, det tror jeg NOK, jeg vil. Mage til service skal man lede længe efter!

Fra det nordvestlige Georgien tæt på den russiske grænse er jeg nu taget ned i det sydvestligste hjørne til Georgiens ferieby nr. 1, Batumi, som ligger ud til Sortehavet meget tæt på grænsen til Tyrkiet. Mit farvel til Svaneti-området kunne ikke komme på et bedre tidspunkt, for de har lovet masser af regn i Kaukasus-bjergene i de kommende dage, og det begyndte da også at regne da vi var på vej ned i går.

Batumi er en ganske charmerende by, hvor gamle restaurerede bygninger står side om side med moderne arkitektur, og det hele passer egentlig meget bedre sammen, end det lyder til. Her er et væld af hoteller og restauranter, og det passer mig fint, for det har været nogle opslidende dage i bjergene, så jeg trænger til lidt ferie. Stranden er stenet, men stenene er glatte og runde, så det er en dejlig strand. Lidt senere i dag vil jeg tage mig en dukkert i Sortehavet, og så vil jeg drikke et par kolde øl og spise noget god mad. Jeg synes, at jeg har set "skinny" ud på nogle af de sidste billeder, så jeg trænger til at blive fedet lidt op. Sund kost og for meget motion....så ryger der hurtigt nogle kilo, og i forvejen lå jeg på min "kamp-vægt", så der sker absolut intet ved, at jeg indtager lidt kalorier. Så nu er der dømt ferie!

Ikke alene har jeg været ude at køre med politiet - nu har jeg også været en tur med en georgisk ambulance! Mere om det længere nede.

De sidste dage har budt på storartede naturoplevelser i Kaukasus-bjergene. Jeg forlod Tbilisi i en dele-taxa, som er meget almindelige her og stort set ikke dyrere end en almindelig bus. Målet var Kazbegi, som ligger tæt på den russiske grænse. Det var en ualmindelig flot tur op gennem bjergene ad den gamle militærvej bygget af russerne. Bortset fra hen over Jvari-passet, som ligger i 2370 meters højde, var det gode asfaltveje. Som i Albanien går får og køer også her i Georgien frit rundt midt ude på vejene - det er helt almindeligt - men da vi passerede forbi nogle folk, som forsøgte at få en ko ind i en minibus, lå selv mine georgiske medpassagerer flade af grin!

Kazbegi er smukt beliggende i 1750 meters højde med høje bjerge til alle sider. Selve byen er der ikke så meget ved, men den omkringliggende natur er til gengæld det hele værd. Mit logi i Kazbegi var privat indkvartering for 105 kr. pr. nat inkl. morgen- og aftensmad! Tænk at det kan lade sig gøre så billigt i Europa, selv om jeg godt ved, at det er i kontinentets alleryderste udkant. Blandt de mange private indkvarteringssteder var "Gergeti Guesthouse (Nazi)".....jeg valgte dog at gå udenom stedet med det bizarre navn!

Oppe på en af Kazbegis omgivende bjergtoppe ligger et af Georgiens nationalsymboler, Tsminda Sameba kirken i 2200 meters højde med udsigt til et af Kaukasus og hele Europas absolut højeste bjerge, det snedækkede Mount Kazbek, på ikke mindre end 5.047 meter., dvs. højere end Mont Blanc. Tsminda Sameba kirken er fra d. 14. århundrede og betyder meget for de lokale, så da den sovjetiske statsmagt i 1988 byggede en kabelbane op til kirken, gik der ikke lang tid, inden lokalbefolkningen ødelagde den igen, fordi de følte byggeriet var et overgreb mod deres hellige sted. Det synes jeg fandme er sejt! Jeg vandrede alene op til Tsminda Sameba kirken på halvanden time ad meget stejle stier....eller dvs. helt alene var jeg ikke. Jeg kom til at give mit sidste stykke brød til en radmager hund, og så var vi venner, hvorefter den fulgte mig fra landsbyen og hele vejen op til toppen af bjerget. Efter at have kikket nærmere på kirken og nydt udsigten, satte jeg mig i solskinnet og nød bare at være til. 

Om aftenen faldt jeg så i selskab med en flok polakker og georgiere, som alle var super søde mennesker, men for helvede hvor kunne de drikke! Der blev hældt uanede mængder øl og vodka ned og spist hjemmelavede georgiske specialiteter, og jeg holdt mig bestemt ikke tilbage, hvilket jeg set i bakspejlet nok burde. Men jeg har vist bare fået smag for den slags efter at have sluttet af i Danmark med to gode fester kort før afrejsen. Så det blev meget sent, og en helt igennem sjov og hyggelig aften endte med at jeg drak mig helt i hegnet...og dagen efter betalte jeg så regningen. Jeg vågnede med de vildeste tømmermænd i mands minde, og jeg ville have givet en million for bare at få elimineret de værste af de selvforskyldte smerter. Imidlertid skinnede solen, og det mere en 5.000 meter høje Mount Kazbek var helt fri for skyer, så i stedet for at sove dagen væk overvandt jeg mig selv og tog på bjergvandring. Det kom jeg ikke til at fortryde, selv om jeg ikke fik det ret meget bedre. Jeg måtte hyre en bil med chauffør for at komme til udgangspunktet for vandreturen, Juta. Næsten samtidig med mig ankom en 19-årig israelsk pige, som også skulle ud at vandre alene i bjergene, så vi blev enige om at følges ad. Herefter gik vi mere end 4 timer gennem den mest vidunderlige og fredfyldte natur uden at møde et eneste andet menneske undervejs.

Det blev til mange gode snakke med den unge og meget sympatiske israeler, som hed Tal. Hun fortalte bl.a., at hun er meget kritisk overfor Israels måde at indoktrinere sin befolkning på samt den måde, hvorpå man behandler palæstinenserne. Som hun sagde "i Tyskland underviser man børnene i landets frygtelige fortid med nazisme og forfølgelsen af jøderne", men i Israel fortæller man intet om de massakrer Israels militær har stået bag". Det var noget af en skarp udmelding fra en israelers mund, men for at give sine ord vægt var hun også militærnægter og havde netop overstået et års samfundstjeneste af samme grund. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvem der er mest skyldig i mellemøstkonflikten, men blot konstatere, at hvis alle mennesker var som Tal, ville verden være et meget fredeligere sted at leve.

Da vi nåede til foden af det mere end 3800 meter meget flotte og forrevne bjerg, Mount Chaukhi, holdt vi en lang pause, spiste og slappede lidt af i solen, inden vi vandrede tilbage langs floden og gennem den flotte dal. Det er en af de vandringer, jeg vil huske også når jeg sidder på plejehjemmet og har glemt stort set alt andet. Ved guder hvor var det dog smukt, og at vi havde det hele for os selv, gjorde ikke oplevelsen ringere!

Inden jeg forlod Kazbegi-omraadet nåede jeg at være en tur helt oppe ved den russiske grænse og kigge (ikke noget særligt), ligesom jeg var ude at se et ca. 30 meter højt vandfald. Selve vandfaldet var flot nok, men når man lige har været i Island, skal der altså lidt mere til at imponere. Men turen derind, hvor jeg vandrede gennem en smal kløft med meget tæt bevoksning, så mine bukser blev plaskvåde, var dog en fed oplevelse. Skyerne hang tungt ned over klipperne, og den vilde natur sammen med lyden fra det brusende vandfald , gjorde det det hele sådan en smule uhyggeligt, som selvfølgelig også havde noget at gøre med, at jeg var helt alene. Man føler sig meget lille og ydmyg i den barske natur.

Godt fyldt op af Kaukasus-bjergenes storhed tog jeg en bus tilbage til Tbilisi, men undervejs ændrede jeg planer og valgte i stedet at tage til Mtskheta, som var Georgiens hovedstad helt tilbage i det 5. århundrede, og som fortsat har en stor betydning for georgierne, da det er landets religiøse centrum og bl.a. huser en af de flotteste georgisk ortodokse kirker fra det 11. århundrede. Det sidste stykke til Mtskheta foregik i taxa, men da den pludselig brød sammen, valgte jeg at blaffe de sidste kilometer og var heldig at komme op at køre med et par, hvor den kvindelige del talte perfekt engelsk. De insisterede på at hjælpe mig med at finde et sted at overnatte, tjekke togtider og svare på de spørgsmål, jeg måtte have, inden vi sagde farvel. Også i Mtksheta blev det privat indkvartering hos et par helt igennem vidunderlige, charmerende gamle koner, som formentlig var i 80'erne, men friske såvel fysisk som åndeligt. Da jeg bad om te, gik der 5 minutter, så kom den ene af dem trippende med en hel kande te og så noget, der kunne minde om Georgiens svar på et sønderjysk kagebord - og de ville ingen betaling have for det.

Nu fik jeg jo en smagsprøve på blafferiet i går, så jeg besluttede i morges at blaffe fra Mtskheta til Gori, hvor jeg er nu. Efter en lidt svær start fik jeg et lift med et par halvskumle (men flinke) typer og en brovten (men lige så flink) lastbilchauffør var jeg virkelig kommet langt ud på landet, hvor der næsten ingen biler var. Men endelig kom der en bil, så jeg strittede med tommelfingeren....lige indtil jeg opdagede, at det var en ambulance. Smågrinende vendte jeg mig om og gik videre, men fandme om ikke ambulancen stoppede!!! Mit ambulance-lift bragte mig helt til Gori, hvor jeg er nu, og for en god ordens skyld skal det lige nævnes, at der ikke var nogen patient i ambulancen! Da jeg vinkede farvel til ambulanceføreren med hospitalskittelen, spurgte jeg en mand på gaden om vej til det hotel, jeg på forhånd havde udset mig...han sagde straks "hop ind i min bil, så kører jeg dig derhen". 

Ja, Georgien og georgierne er gået direkte i hjertet på mig. Her er så fedt at være.

Med Pegasus Airlines og via 5 timers ventetid og et flyskifte i Istanbul er jeg nu i Tbilisi, som er hovedstaden her i Georgien. Lufthavnsbussen i Istanbul brillerede i øvrigt ved at være tæt på at køre galt inde på det lukkede lufthavnsområde, hvordan det så end kan lade sig gøre...men det kunne det, og for det ikke skal være løgn gentog det sig her i Tbilisi, hvor kun en meget hård opbremsning gjorde, at vi undgik sammenstød. Så har man da fået en forsmag på, hvordan trafikken kan være på disse kanter!

Det gik ufatteligt nemt med at komme ind i Georgien, hvor man ikke længere skal have visum, og alt fungerede meget effektivt i lufthavnen, og selv om jeg ankom kl. lort om natten, var det helt uden problemer at finde et sted at sove. Jeg bor på sovesal på Rovers Hostel for 85 kr. pr. nat. Hyggeligt og rent sted med gode faciliteter, venligt personale og ikke mindst god beliggenhed i det absolutte centrum.

Jeg har lagt hårdt ud med at miste mit visa/dankort, så jeg har måttet ringe hjem og få det spærret. Er ikke klar over, om det er blevet stjålet eller om jeg selv har været årsag til, at jeg har mistet det, men væk er det i hvert fald. Jeg har dog en fornemmelse af, hvem den skyldige er...

Nå, men kortet blev som sagt spærret, og så skulle jeg bare lige have en politirapport. En simpel sag troede jeg...jeg skulle imidlertid blive meget klogere. Efter at have spurgt en ung fyr om han vidste, hvor politistationen lå, sagde han "jeg ringer lige efter dem", og 20 minutter senere ankom to betjente, og de havde bestemt ikke travlt, skal jeg hilse og sige. Efter at have hyggesnakket og klaret verdensstationen blev yderligere to betjente tilkaldt, for de kunne engelsk, fik jeg at vide. Men nej, de brugte den unge fyr som oversætter og stillede mig så en masse spørgsmaal, hvoraf kun nogle få var relevante. Efter 2-3 timer kom et par civilbetjente, som bad mig følge med på politistationen. Her blev jeg ført ind i sådan et dunkelt rum, som gav associationer i retning af et forhørslokale fra Sovjet-tiden med tunge møbler og alt i brune eller falmede gule farvenuancer. Meget autentisk. Det var nu ikke KGB-agenter, men flinke georgiske politifolk, som behandlede mig ordentligt, men jeg skal da love for, at jeg fik en lektion i georgisk ineffektivitet af allerværste skuffe, for først efter 6-7 timer havde en samlet politistyrke på 8-10 mand produceret en politirapport skrevet på georgisk og med fint stempel og underskrift!!!

Jeg har heldigvis mastercard med også, og det skulle jeg ogå snildt kunne klare mig med. Og så ikke et ord mere om det bortkomne kreditkort - det er fortid!

Jeg kommer ikke til Aserbajdsjan på denne rejse. De har for mindre end en måned siden strammet reglerne endnu engang, og det vil sige, at man nu skal have en invitation fra en i landet, og har man ikke det, så kan det arrangeres via et bureau, men uanset hvad så koster et visum, hvad der svarer til 1000 kr., så jeg har besluttet at vente med Aserbajdsjan til en anden gang. Der er også rigeligt at se på i Georgien og Armenien....måske suppleret med Nagorno Karabakh, som gik så grueligt meget igennem i krigen i 90'erne. 

Der har også været tid til at gå på opdagelse i Tbilisi, som er en pulserende storby med 1,7 mio. indbyggere delt af Mtkvari-floden. Byen emmer af historie, hvilket specielt ses tydeligt i den gamle bydel, som er fyldt med kirker, charmerende gamle huse og bygninger, hvoraf nogle er restaurerede og andre forfaldne på den smukke måde. Det er ikke nogen nem sag at finde rundt i Tbilisi. Min stedsans minder efterhånden om en senil dement plejehjembeboers! Men det kan selvfølgelig også have noget at gøre med, at de fleste gader ikke har vejskilte, og hvis de endelig har, så er det ofte kun skrevet på georgisk og ikke med vores alfabet. Men det går dog betydeligt bedre med at orientere sig efter knap et par døgn i byen. Jeg har bare ladet mig drive rundt med strømmen, kigget på mennesker og suget til mig af alle indtrykkene. Vejret er dejligt...solen skinner, og det er vel 22-25 grader, og om aftenen er det lunt nok til at kunne sidde udenfor uden overtøj. Jeg føler mig meget tryg. Der er masser af politi på gaden - især efter at min "sag" blev afsluttet! Selv lang tid efter mørkets frembrud kan jeg færdes på gaderne og endda uden problemer gå igennem de dunkle, urinstinkende tunneller, man bruger for at komme over på den anden side af de store boulevarder. Her er overraskende mange tiggere, men også gademusikanter. Folk er venlige, men uden på nogen måde at være påtrængende. Her til aften har jeg spist et lækkert uzbekisk måltid.

Har afsluttet aftenen med at høre lidt jazz på en cafe og nyde et par kolde lokale øl. "Tbilisi by night" er et smukt syn, og Tbilisi er i det hele taget et behageligt bekendtskab.

Planen er så at tage op i bjergene i morgen tæt på den russiske grænse. Her regner jeg med at blive i nogle dage, så jeg kan komme ud at vandre og se nærmere på naturen. Noget af det jeg har glædet mig mest til.

Håber I har haft et godt valg derhjemme!